Enuresis nocturna/at tisse i sengen om natten.
Definition af enuresis nocturna:
-en ufrivillig, "normal",fysiologisk vandladning under søvn i en alder, hvor natlig kontinens sædvanligvis er udviklet (4-5 års alderen).
Enuresis nocturna er en almindelig lidelse som 6-10% af alle 7-årige har. Dvs 1-2 børn i alle 1. klasser er nattevædere.
Selvom det kan være meget generende for både barn og forældre iværksætter man først behandling når barnet er blevet 6-7 år. Dette skyldes at ca. 15% helbredes spontant - altså uden nogen form for behandling.
Man har 5-7 gange større risiko for at blive nattevæder hvis forældrene har været nattevædere. 1-3% af unge, voksne har enuresis nocturna.
En mindre gruppe af disse børn har også symptomer i dagtiden.
Årsager:
Der er to hovedårsager til at barnet kan have problemer med nattevæderi:
-Barnet kan producere for stor mængde urin om natten
-Barnet kan have en lille blære der ikke kan rumme den producerede mængde urin.
I nogle tilfælde kan det være en kombination af begge dele.
Når urinproduktionen er for stor:
Normale børn danner et hormon der kaldes det antidiuretiske hormon. Det gør at man om natten danner en mindre mængde urin end i løbet af dagen, og det er derfor ens urin er koncentreret når man tisser om morgenen. Nogle børn producerer ikke tilstrækkeligt at dette hormon, så de danner derfor mere urin om natten end der kan være i deres blære.
Når blæren rummer for lidt Normalt vokser ens blære i takt med at man bliver ældre og ens blære kan gennem børneårene efterhånden rumme større og større mængder urin. Hos ca 1/3 af nattevæderne er den natlige urinproduktion normal, men deres blære kan alligevel ikke rumme urinen fordi rummeevnen er for lav i forhold til barnets alder.
Behandling:
Hvis barnet også har daginkontinens og/eller afføringsinkontinens er det meget vigtigt først at starte udredning og behandling af dette inden man går i gang med nattevæderiet. Ofte vil behandling af dagproblemer medføre bedring eller ophør af natteproblemerne.
Når barnet er omkring 7-års alderen vil det oftest være modent og motiveret nok til behandlingen bliver vellykket.
Enuresis nocturna behandles med ringeapparat eller medicinsk. Hvilken behandling der vælges afhænger af årsagen til nattevæderiet. Til tider er der behov for en kombination af begge behandlingsmuligheder.
Inden behandlingsstart skal man udfylde et væske-vandladningsskema. Her registreres væskeindtag og urinudskillelse - og det vejes natbleer, for at finde ud af hvor meget man tisser om natten.
Ringeapparat: Ringeapparatet består af en lille føler der sættes på underbukserne som aktiverer en alarm når den bliver våd, dvs når barnet begynder at tisse. Den første tid kan barnet have svært ved at vågne selv og så må en forælder sove ved siden af og vække barnet når alarmen lyder så det kan gå på toilettet og tisse færdigt. Ved at bruge ringeapparatet vil barnet optræne reflekserne så det selv vågner inden det skal tisse eller kan undertrykke vandladningstrangen. Desuden øger den natlige blærekapacitet sig så den natlige produktion kan være i blæren. Det kan nogle gange være svært for børn under 8 år at finde fokus og motivation nok til at få denne behandling til at fungere. Man kan stoppe med at bruge ringeapparatet når barnet har haft 3 uger uden uheld, men det kan være en god ide at gemme apparatet lidt tid i tilfælde af tilbagefald.
Medicin - antidiuretisk hormon: I nogle tilfælde kan den bedste behandling mod nattevæderi være at få Desmopressin, der er antidiuretisk hormon. Nogle børn producerer endnu ikke tilstrækkeligt af det hormon der gør at urinen koncentreres om natten, og derfor danner de meget mere urin om natten end blæren kan rumme. Medicinen virker ved at mindske urinproduktionen om natten. Normalt skal man tage denne tablet hver aften i 3 måneder og så holde en pause for at se om barnet er blevet tør om natten. Hvis barnet stadig er våd om natten kan man gentage behandlingen.
Enuresis nokturna/ufrivillig vandladning om natten/sengevædning/at tisse i sengen om natten.
Omkring 50.000 danske børn og unge er sengevædere. Ca. 1-2 i hver 1. klasse.
15 % bliver årligt spontant tørre - altså uden nogen form for behandling.
Ca. 1-2 % lider stadig af problemet i voksenalderen.
Man har 5-7 gange større risiko for at blive nattevæder hvis forældrene har været nattevæder.
Engang troede man at tisse i sengen om natten skyldes psykiske problemer hos barnet - det passer ikke!
Hvad sker der:
Almindeligvis nedsættes ens urinproduktion om natten - dette reguleres via et hormon, der udskilles i øgede mængder om natten.
Børn der er nattevædere udskiller ofte store mængder urin om natten - mere urin end deres blære kan rumme, sandsynligvis fordi de IKKE øger den natlige udskillelse af det hormon, der skulle nedsætte mængden.
Behandling:
Minirin:
Mindsker den natlige urinproduktion og fås som tabletter eller som næsespray. Minitrin indtages ved sengetid.
Ringeapperat:
En alarm der sættes på tøjet og som aktiveres med lyd, når den kommer i kontakt med urin, barnet vågner og går på toilettet for at tisse færdig.
Hvilken behandling der iværksættes (evt. begge typer behandling i kombination) aftales i samråd med lægen eller evt. sundhedsplejersken.
Det kan være fordelagtigt, at udfylde et væske-vandladningsskema over nogle dage.
Her registreres væskeindtag og urinudskillelse - evt. vejes bleer, for at finde ud af hvor meget man tisser om natten.
Tilskud:
Efter § 48 har man ret til støtte til blandt andet vask og betaling af bleer.
Loven fortolkes dog forskelligt i landets kommuner.
Hvor henvender man sig?
Man kan henvende sig hos sin praktiserende læge og/eller hos sundhedsplejersken med henblik på en plan for det enkelte barn.